Hvor tiden dog flyver af sted - især når det går så godt, som det gør, og stemningen er god. Nu ser vi frem til, at eleverne senere i dag viser deres spil frem. De fik i går et brev med hjem til deres værtsfamilier, som inviterede til "farewell party" 1.30 pm - 3.30 pm i dag. Udtrykket "farewell party" skabte en smule forvirring, men vi fandt ud af, at "the exibition" er en del af "festen". Med andre ord den officielle afslutning af opholdet her på Edmonds Community College med fremvisning af de spil, eleverne har produceret i løbet af de sidste to uger. Og så gav det mening.
Ellers begynder rejsefeberen så småt at melde sig: Der skal hentes togbilletter fredag... og det er i dag! Vibeke er forsinket (pga. tåge i Europa), så hun når først frem så sent i aften, at billetterne må hentes uden hende. Det betyder til gengæld, at vi skal have 3 elever med til afhentningen - en person fra hver af de tre grupper, som reservationen er inddelt i. Men med udsigten til at blive kørt til Alderwood Mall bagefter meldte den første frivillige sig hurtigt, og hurtigt blev afhentningen planlagt - det blev ikke et problem at finde frivillige.
I går holdt jeg kaffepause sammen med Y.J. Kim, der er Jesse's medhjælper. Y.J. (som hun kaldes) er en af de mange udenlandske studerende, og hun anbefalede kraftigt et besøg i Korea, hvor hun kommer fra. Hun er, som mange andre vi møder, meget sød, og det er i det hele taget en oplevelse, at møde folk herovre. De er generelt meget venlige, hjælpsomme og interesserede (uden at virke for nysgerrige), og står man fx et sted (i en butik eller på gaden med et kort i hånden) så lyder det ret hurtigt: "Do you any need help, mam?" - eller noget i den stil.
Desuden er Seattle - både Seattle, der må betegnes som en storby, og Greater Seattle med bl.a. Lynnwood og Edmonds, hvor Edmonds Community College ligger, en stor oplevelse.
Men for mit vedkommende var det stort, at møde Gabe Newell (medstifter af Valve og managing director nu
http://en.wikipedia.org/wiki/Gabe_Newell), OG at han gav sig god tid til at fortælle om virksomheden og besvare spørgsmål. Det passer fint med, at vi har hørt fra flere sider, at han oprigtigt er interesseret i uddannelse af unge mennesker. Og mens Gabe talte ventede Bay Raitt pænt, inden det blev hans tur. Der blev så ikke så lang tid sammen med Bay (se tidligere indlæg her på bloggen), som nok er mest kendt for animationen af Gollum fra ringenes herre
http://www.imdb.com/name/nm0707247/bio.
Mange hilsner til jer alle derhjemme - vi ses snart igen.