The Walk-in Clinic, from a Danish student's perspective

”Ok, så er dette din værge? Har i nogen papirer på det? Vi skal se nogle papirer på, at det er din værge, før du kan få lov til at udfylde formlerne og derefter se en læge”, siger kvinden bag disken, mens hun peger på min samfundsfagslære Lars.

Jeg svarer, ”Jamen jeg har ikke rigtig nogen værge herovre, jeg har i hvert fald ingen papirer på mig om det…”

Hun taler dæmpet med kollegaen der sidder ved siden af, det er ikke en vant situation at en dansk udvekslingsstudent kommer ind på The Walk-in Clinic, proceduren er så uklar. ”Jamen du skal en godkendelse fra din værge for at vi kan undersøge dig, da du endnu ikke er fyldt atten år” bliver de bureaukratiske amerikanere enige om.

”Okay, men hvad ville i have gjort hvis jeg var kommet herind alene, uden min lære, kun mig?” spørger jeg lidt irriteret igen.

Kollegaen ser lidt rundt før hun svarer ”jo, så havde vi jo nok taget dig ind alligevel…”

Selvom de ikke var helt friske på, at jeg måske var taget alene derind, og at jeg måske intet kendte til danskeren ved siden af mig, gav de alligevel lov til at få undersøgt mit helbred, efter at have konfereret med diverse andre ansatte og læger. Jeg har nemlig de sidste par dage døjet med lidt halsproblemer, og da det ikke blev bedre med tiden, følte jeg for endelig at tage initiativet til at opsøge en læge.

Den flinke dame bag disken langede endelig nogle formler over som jeg kunne udfylde, og nu så det endelig ud til at lykkedes… Men det skulle ikke være så let igen. Deres formler for hvad de gerne vil vide om dig, når du skal til lægecheck, er meget omfattende, og sætter dig på skarp prøve om dit eget og ikke mindst din families liv. De ville både have information om hvor meget du vejede da du blev født, hvor meget koffein du har indtaget den sidste uges tid – hvilket må siges at have en god, høj standard i klassen – hvilke sygdomme du har haft gennem HELE dit liv, hvad for noget medicin du har taget osv. Stille og roligt bevæger du dig til spørgsmålene om dine nærmeste, om du bor hjemme hos hvor mange forældre, om du har nogen søskende, hvornår de er født etc., hvorfra du bevæger dig over til et fint dokument om, hvem af dine nærmeste der må se dokumentationen om dine sygdomme, men som dog kun må drøfte den verbalt med dig og læger og ikke skrive noget ned om den. Efter at have udfyldt formlerne og underskrevet en syv til otte gange, samt sat min egen fødselsdag tilsvarende gange, kunne jeg endelig sætte mig ned for at vente på det blev min tur. Kort tid efter blev jeg hentet ind af en sygeplejerske, som selvfølgelig startede ud med det formelle; min højde, min vægt, min puls (man kan jo ikke være helt sikker på at jeg stadig er i live på dette tidspunkt, så et check er altid godt), mit blodtryk osv.

Så hvad har det alt sammen i det hele taget at gøre med min hals? Nej, de ville nok bare være sikre på jeg ikke skulle igennem alt dette igen, hvis jeg tilfældigvis skulle lægge vejen forbi en anden gang i en nær fremtid…

Men langt om længe kom en læge ind og undersøgte min hals, og små 5 minutter senere kunne jeg begive mig mod pharmacy-afdelingen for langt om længe at kunne få mit antibiotikum. Der er da ikke noget at sige til at de kræver 200 dollars (rundt regnet 1000 kr.) for denne langsommelige og besværlige procedure.

I det mindste kan jeg snart blive rask!

/Henrik Bendt